Om ATP Livslang Pension

Når du bliver folkepensionist, får du automatisk udbetalt din ATP Livslang Pension

Start

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Se din pensionsoversigt fra ATP Livslang Pension

Hvor meget du kan få i ATP Livslang Pension afhænger af, hvor meget du har indbetalt i løbet af dit liv. Det har stor betydning for pensionens størrelse, hvornår dine indbetalinger er sket.  Generelt er det sådan, at jo tidligere en indbetaling er sket, jo mere pension får du for den. Det vil sige, at størrelsen på pensionen ikke kun er afhængig af, hvor meget der er indbetalt, men også hvornår der er indbetalt.

På din pensionsoversigt kan du få et overblik over, hvor meget du har indbetalt, og hvor meget du kan forvente at få i pension fra ATP. Uanset hvornår du ser din pensionsoversigt, vil den altid vise de nyeste tal, og det giver dig det mest præcise billede af, hvad du kan forvente at få udbetalt.

Forskel i størrelsen på pensionen

For at få højeste pension (26.000 kr. (2025)) for personer, der når folkepensionsalderen som 67-årig), skal du have indbetalt fuldt bidrag, fra du fyldte 18 år, og indtil du når pensionsalderen.  

Der kan være forskellige grunde til, at din pension er mindre end den højeste pension. Det kan fx være, hvis du har været:

  • i lære/elev før september 1977, hvor man ikke betalte ATP-bidrag

  • offentlig ansat i perioder siden 1987, hvor man i nogle overenskomster ikke skulle indbetale det højeste ATP-bidrag

  • selvstændig, da det er frivilligt for selvstændige at betale ATP-bidrag

  • ansat i udlandet, hvor man som hovedregel ikke betaler ATP-bidrag .

Tjek dine indbetalinger

Du kan få rettet eventuelle fejl i dine indbetalinger inden for 3 år. Det er derfor en god idé at tjekke dine personlige oplysninger mindst én gang om året. Hvis du mener, at der er fejl i dine indbetalinger, skal du kontakte ATP. Efter 3 år har ATP ikke mulighed for at rette op på eventuelle fejl i indbetalingerne.

Du får først udbetalt din pension fra ATP, når du når folkepensionsalderen. Det er ikke muligt at få din ATP Livslang Pension udbetalt før folkepensionsalderen. Det gælder også, hvis du fx får tilkendt førtidspension, lider af en livstruende sygdom eller flytter til et andet land end Danmark. Folkepensionsalderen afhænger af, hvornår du er født.

Ca. 3 måneder før din pensionsalder modtager du et brev fra ATP med oplysninger om, hvornår og hvor meget du får udbetalt. Er du født i december eller januar, vil du modtage brevet ca. 1 måned før din pensionsalder.

Pengene overføres automatisk til din NemKonto. Her kan du se, hvornår du kan få folkepension og ATP Livslang Pension:

Fødselsdato Folkepensionsalder
31. december 1953 eller tidligere 65 år
1. januar 1954 – 30. juni 1954 65 ½ år
1. juli 1954 – 31. december 1954 66 år
1. januar 1955 – 30. juni 1955 66 ½ år
1. juli 1955 – 31. december 1962 67 år
1. januar 1963 - 31. december 1966 68 år

1. januar 1967 eller senere                                                      69 år
________________________________________________________________________________________________
Du kan vælge at udskyde din pension fra ATP. Læs mere om at udskyde her:

Hvis du bor i Danmark, bliver din ATP Livslang Pension automatisk udbetalt til din NemKonto, når du når folkepensionsalderen. ATP Livslang Pension er forudbetalt og bliver udbetalt den sidste bankdag i måneden.

Skat af ATP Livslang Pension
ATP Livslang Pension er en skattepligtig indkomst. ATP Livslang Pension får automatisk oplysning om din trækprocent fra Skattestyrelsen. Der bliver trukket 40 pct. i afgift til staten ved udbetaling af engangsbeløb.

Hvem indbetaler ATP-bidrag til mig?

Næsten alle indbetaler til ATP Livslang Pension, og det er din arbejdsgiver eller staten, der indbetaler for dig. Du betaler også, selvom du ikke arbejder. Du indbetaler til ATP, hvis du:

  • er lønmodtager
  • er fyldt 16 år
  • arbejder i Danmark
  • er udsendt af en dansk arbejdsgiver til kortvarigt arbejde i udlandet
  • arbejder mindst 9 timer om ugen
  • modtager en række sociale ydelser (overførselsindkomst)

Pensionister i arbejde

Du skal betale til ATP, så længe du arbejder, uanset hvor gammel du er. Det betyder, at du og din arbejdsgiver skal betale ATP-bidrag for dig – også selvom du er begyndt at få udbetalt din ATP Livslang Pension. Din ATP Livslang Pension bliver løbende reguleret i takt med, at du og din arbejdsgiver indbetaler. Dvs. at den pension, du får udbetalt, bliver større, hvis du arbejder, efter du er nået pensionsalderen.

Frivillig indbetaling til ATP Livslang Pension

Du kan frivilligt vælge at indbetale til ATP Livslang Pension, hvis du:

  • er selvstændig erhvervsdrivende
  • modtager efterløn
  • modtager overgangsydelse
  • modtager fleksydelse
  • modtager førtidspension (tilkendt før 1. januar 2003)
  • modtager delpension.

Læs mere om ATP Livslang Pension for selvstændige på Virk.dk

Dit ATP-bidrag bliver betalt af din arbejdsgiver, kommune eller a-kasse. Du kan se alle satser og ydelser her:

Du skal også betale ATP-bidrag, hvis du modtager ydelser såsom dagpenge, barselsdagpenge eller kontanthjælp. Du kan få et overblik over de ydelser, du betaler ATP-bidrag af og satserne for ATP-bidrag gennem tiden her:

Hvis du betaler skat, skal du også betale arbejdsmarkedsbidrag. Inden der bliver beregnet pension af dine ATP-indbetalinger, trækker ATP 8 pct. fra som arbejdsmarkedsbidrag til Skattestyrelsen.

Du kan se beregningen på årsopgørelsen i din skattemappe.

Arbejdsmarkedsbidraget betales af bruttoindtægten og skal derfor også trækkes fra den del af indtægten, der går til pension. Dette gælder også, selvom du normalt ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag af din bruttoindtægt, fx hvis du får førtidspension eller efterløn.

Du skal ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af den pension, du senere vil få udbetalt fra ATP Livslang Pension.

Her kan du læse mere om lovgivningen for arbejdsmarkedsbidrag:

Du får udbetalt ATP Livslang Pension, når du når folkepensionsalderen og lige så længe, du lever. Du betaler 1/3 af bidraget til ATP, mens din arbejdsgiver betaler 2/3. Du optjener pension for de bidrag, du indbetaler til ATP Livslang Pension. Denne pension kan blive forhøjet, hvis ATP udlodder bonus.

Hvad går ATP-bidraget til?

Der bliver trukket arbejdsmarkedsbidrag, risikobidrag og bonusbidrag fra dine indbetalinger til ATP Livslang Pension. For det resterende bidrag bliver der købt pension på den gældende tarif. Tariffen angiver hvor meget årligt garanteret pension man kan få for 100 kr. 

Risikobidrag

Risikobidraget går til dine risikodækninger, som sikrer din ægtefælle eller samlever og dine børn et engangsbeløb fra ATP, hvis du dør.

Bonusbidrag

ATP kan forhøje medlemmernes ATP Livslang Pension med bonus, når der er økonomisk råderum til det i ATP’s bonuspotentiale.

Bonusbidraget udgør 20 pct. af de indbetalte bidrag. Bonusbidraget går til ATP’s bonuspotentiale. Bonuspotentialet anvendes til at forhøje de garanterede livslange pensioner via bonus og til at dække længere forventet levetid, således at ATP sikrer pensionerne hele livet.

Har du en funktionsnedsættelse, kan du have svært ved at læse dokumentet. Du er velkommen til at kontakte ATP Livslang Pension.

Forudsætninger for beregning af din ATP Livslang Pension

Din ATP Livslang Pension bliver beregnet ud fra en række forudsætninger prognoser for din pension. 

Jeg har fået en samlever

Start Registrer samlever hos ATP Livslang Pension

Du kan slette registreringen af din samlever ved at klikke på 'Start'. I får begge en bekræftelse på, at I ikke længere er registreret i ATP som samlevere.

Hvis du sletter din samlever vil der ikke være nogen udbetaling. Hvis du eller din samlever dør, og I ikke havde fået slettet registreringen, vil der heller ikke være nogen udbetaling, da reglen om fælles folkeregisteradresse i så fald ikke vil være opfyldt.

Når du dør, kan din samlever have ret til at få udbetalt et engangsbeløb fra ATP. ATP udbetaler op til 75.000 kr. til en samlever. Engangsbeløbet falder med 15.000 kr. hvert år, fra året efter afdødes folkepensionsalder. Beløbet bortfalder helt 5 år efter afdødes folkepensionsalder

Du kan få et engangsbeløb efter din samlever, når:

  • I har kunnet indgå ægteskab de seneste 2 år forud for dødsfaldet
  • I har haft fælles folkeregisteradresse de seneste 2 år forud for dødsfaldet
  • afdøde har været med i ATP Livslang Pension i mindst 2 år efter 1. januar 2002
  • afdøde har indbetalt siden den 1. januar 2002, hvad der svarer til mindst 2 års fulde indbetalinger til ATP Livslang Pension.
  • Dødsfaldet er sket senest 5 år efter den afdødes folkepensionsalder. Folkepensionsalderen afhænger af, hvornår man er født.

Har I ikke har haft fælles folkeregisteradresse i en periode, men mener at samlivet har været opretholdt, skal du være opmærksom på følgende:

- Du skal sende dokumentation/oplysninger på, at du eller din samlever har haft et institutionsophold (fx plejehjem), og at I har opretholdt jeres samliv de seneste 2 år forud for institutionsopholdet.

- Du skal sende oplysninger og dokumentation for, at samlivet var opretholdt, hvis I har haft forskellig folkeregisteradresse i en kortere periode de seneste 2 år forud for dødsfaldet.

Hvis én af jer ikke har et dansk CPR-nr., og I vil registrere jer som samlevende, skal I udfylde nedenstående blanket.

Har du en funktionsnedsættelse, kan du have svært ved at læse og udfylde dokumentet 'Samleverblanket ved ét CPR-nr. (pdf)'. Du er velkommen til at kontakte ATP Livslang Pension.

Når I har udfyldt blanketten, skal I sende den til ATP Livslang Pension. Du kan sende blanketten som en vedhæftet fil til ATP Livslang Pension med Digital Post. Du kan også sende blanketten med posten til ATP Livslang Pension, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.

ATP Livslang Pension kan videregive oplysningen om din samlivsregistrering til din kommune, hvis du søger om eller modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Det skyldes, at samlevende har pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene eller begge søger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Andet

Start Giv/anmod om fuldmagt i Digital Fuldmagt

Giv fuldmagt digitalt - med MitID

Når du giver digital fuldmagt til en anden, kan personen handle på dine vegne i forhold til ATP Livslang Pension (herunder Obligatorisk Pensionsordning og Supplerende Arbejdsmarkedspension). 

Den person, der får fuldmagt, kan bl.a.:

  • Se din forventede pension fra ATP Livslang Pension
  • Udskyde din ATP Livslang Pension
  • Registrere din samlever
  • Se udbetaling ved død til evt. ægtefælle/samlever samt til børn under 18/21 år
  • Se dine ind- og udbetalinger
  • Starte din pension, rette din adresse og oplyse kontonummer, hvis du bor i udlandet.

Fuldmagten gælder kun for de selvbetjeningsløsninger, som er tilgængelige på www.borger.dk/atp. Fuldmagten giver adgang til rådgivning og mulighed for at handle på dine vegne via telefon, Digital Post, mail og breve ved henvendelse til ATP Livslang Pension.

Vær opmærksom på, at fuldmagten er tidsbegrænset.

Modtager du ATP Livslang Pension, og får du udbetalt en ydelse fra din kommune eller Udbetaling Danmark, skal du være opmærksom på, at din ATP Livslang Pension står korrekt på din forskudsopgørelse. Det skyldes, at din ATP Livslang Pension kan have betydning for udbetalingen af din ydelse fra kommunen og Udbetaling Danmark.

Hvert år i december får du et brev, hvor du kan se din ATP Livslang Pension for det kommende år.

I 2024 var ATP's omkostninger i gennemsnit 412 kr. pr. medlem. Det svarer til 0,32 pct. af ATP's formue. Det er ATP's fælles reserver, der dækker alle omkostninger. Beløbet bliver derfor ikke trukket direkte af dine indbetalinger. De 412 kr. kan opdeles i omkostninger til administration og investering:

  • Administration: 37 kr.
  • Investering: 375 kr.

Hvis du indbetaler til ATP Livslang Pension, betaler du også til forsikring ved død. Hvert år bliver der trukket et beløb fra indbetalingerne for at dække udbetalinger til efterladte. For 2024 er det opgjort, at udgiften pr. betalende medlem til denne forsikring er 76 kr.

Vi har samlet en række informationer nedenfor til dig, som gerne vil læse mere.

ATP’s kundeambassadør

Hvis du har forslag til forbedringer eller er utilfreds, har ATP en kundeambassadør, du kan kontakte. Det kan fx være, hvis du ikke synes, du har fået en god service, eller hvis du synes, der er nogle ting, ATP kan gøre bedre. Læs, hvordan du kontakter kundeambassadøren:

Hvis du vil klage

Hvis du mener, at ATP's afgørelse om medlemskab, udbetaling eller indbetaling er forkert, kan du klage til Ankenævnet for ATP m.m. Du skal sende klagen senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen fra ATP.

Ankenævnet for ATP m.m.
Holmens Kanal 20
1060 København K

Lovgivning

Her kan du læse mere om lovgivningen for Arbejdsmarkedets Tillægspension:

OSZAR »